onsdag den 19. marts 2014
Kaffekapsler fra Real Coffee
For et par uger siden, fik jeg et tilbud, jeg ikke kunne sige nej til. Jeg blev spurgt om jeg ville teste kaffekapsler fra Real Coffee. Tilbuddet kom på et meget belejligt tidspunkt, da min datter ikke sov særlig meget om natten. Min Nespresso maskine kom på overarbejde, jeg fik et ekstra skud energi og lækker kaffe.
Om Real Coffee
Jeg har tidligere anmeldt kaffekapsler (se her og her). Jeg undrede mig over, at prisen på uoriginale kaffekapsler, er den samme som de originale fra Nespresso.
Jeg blev dengang gjort opmærksom på Real Coffees kapsler til Nespresso maskinen er billigere end dem jeg havde testet. Jeg fik ikke kigget nærmere på deres hjemmeside, indtil jeg for nylig blev kontaktet.
Real Coffees hjemmeside er flot og overskuelig. Der er god support på mail og dine mails bliver besvaret indenfor få timer.
Der er en fyldig beskrivelse af hver kaffekapsel, så jeg kunne nemt spore mig ind på, hvilken variant jeg er til. Jeg valgte prøvepakken, så jeg kunne smage på alle fire varianter.
Min pakke
Jeg kunne hente min pakke to dage efter bestilling og så kom jeg ellers i gang med prøvesmagningen.
Som alle de uoriginale kapsler, så er gennemløbstiden længere og det er sværere for maskinen at perforere disse kapsler. Dette skyldes at kapslen er lavet af polyethylen, som har en mindre indvirkning på miljøet end aluminium som kapslerne fra Nespresso er lavet af.
Maskinen tager ikke skade og det har ikke nogen negativ indvirkning på smagen.
På inderside af emballagen kan du se en oversigt over de forskellige kapsler samt deres styrke. Rigtig godt, da jeg ofte har svært ved at huske, hvad der er i de forskellige kapsler.
Jeg synes, at disse kaffekapsler, er mindst lige så gode som de originale fra Nespresso.
Nespresso har et større udvalg, men kvalitet af kaffen er lige så god. Jeg har ihvertfald svært ved at smage forskel.
Jeg er HELT VILD med Espresso Verona (lilla kapsel). Den er virkelig lækker med toner af karamel og chokolade. Den er perfekt til cafe latte, som jeg oftest laver herhjemme. Den minder meget om den lilla fra Nespresso (Apreggio), som jeg er også er glad for.
Alt i alt
Jeg synes der er kælet for kvaliteten og emballage.
Prisen er den billigste jeg indtil videre har set og det er med fri fragt uanset hvor mange pakker du bestiller. Din er rabat er selvfølgelig større, jo flere pakker du bestiller. Prisen fra 19 - 24 kr pr. pakke med 10 kapsler.
Du kan sparer helt op til 10 kr pr. pakke i forhold til Nespresso, hvis du bestiller en af de store "Bland selv" pakker.
Ved enkelte pakker sparer du 5 kr i forhold til Nespresso.
Alt dette er et kæmpe plus, da jeg har forsøgt at bestille enkelte pakker ved Nespresso, men det kan ikke lade sig gøre og fragten er 50 kr.
Hos Real Coffee savnede jeg et større udvalg af kapsler, men de fortæller at der er flere på vej bl.a. en stærkere espresso og en med økologisk kaffe.
Jeg savnede også inspiration under fanebladet "Lækre kaffeopskrifter" er der kun en enkelt og her kunne det være fint med mere inspiration til kunderne.
Alt er i alt er jeg godt rigtig godt tilfreds og kan varmt anbefale Real Coffee. De får et stort tak herfra for at hjælpe mig igennem de søvnløse nætter.
Sponsoreret: Jeg har fået tilsendt produkterne uden beregning.
mandag den 30. december 2013
Hvid chokolademousse med hindbærkugler
Så kom jeg endelig i køkkenet igen. Jeg synes lige I skal have opskriften på denne skønne chokolademousse inden vi går ind i det nye år.
Det er den vi skal have til dessert i morgen.
Jeg synes den smager skønt og det pynter rigtig flot med de røde hindbærkugler. Der er appelsinsaft i moussen som gør, at den ikke er så tung som hvid chokolademousse kan være.
Både hindbærkugler og mousse er lavet på under 2 timer (dog skal moussen stå på køl ca. 6 timer inden servering), så den er rigtig nem. Jeg kan varmt anbefale dig at komme i køkkenet og lave denne skønne chokolademousse.
Opskriften er set hos Copenhagencakes.
Hvid chokolademousse med appelsin og kugler af hindbærsauce (ca. 6 portioner)
- 100 g hvid chokolade
- 75 g flormelis
- 4 past. æggeblommer
- 1 dl. appelsinsaft
- 2 tsk revet appelsinskal (økologisk)
- 3 dl fløde
- Smelt chokoladen over vandbad og stil til den afkøling
- Pisk æggeblommer og flormelis hvid.
- Den afkølede chokolade røres i æggeblandingen sammen med appelsinskal. Herefter røres appelsinsaften i blandingen.
- Så piskes fløden til flødeskum og den vendes nænsomt i chokoladeblandingen.
- Fordel moussen i portionsglas og stil den på køl i min. 6 timer. Den kan med fordel laves dagen inden.
Hindbærkugler
- 200 g hindbær
- 1 dl sukker
- 1 spsk. citronsaft
- 1/2 husblas
- Iskold smagsneutral olie (jeg brugte vindruekerneolie)
- Hindbær, sukker og citronsaft koges til sauce i ca. 10 min. Husblasen sættes i blød i koldt vand.
- Når hindbærmassen er færdig med at kogen, presses saften igennem en sigte og husblasen vrides tør for vand og tilsættes den varme saft.
- Fyld en sprøjtepose, pipette eller lignende med hindbærsaucen og dryp små dråber ned i den kolde olie. Hindbærsaucen danner nu små kugler og de skal stå på køl i min. 10 minutter.
- Si kuglerne fra olien og de er nu klar til at pynte ovenpå chokolademoussen.
søndag den 20. oktober 2013
Honningristet müsli med kanel
Det er virkelig nemt at lave sin egen müsli og du kan bruge de ingredienser, du har i skabene og bland som du har lyst til.
Jeg har tilsat kanel men du kan evt. bruge vanilje eller lakrids.
Denne version går godt til min nye snackbesættelse, skyr med frugt....mmm.
Jeg har ikke skrevet de præcise mængder på, da det er efter smag og behag.
Honningristet müsli med kanel
- Havregryn
- Hasselnødder
- Mandler
- Græskarkerner
- Hørfrø
- Solsikkekerner
- Honning
- Kanel
- Alle ingredienser ristes på panden ved middel varme og der røres jævnligt rundt i blandingen, så den ikke brænder på. Honning og kanel tilsættes efter smag.
- Blandingen køles af og spises sammen med yoghurt, skyr eller som du lyster.
mandag den 14. oktober 2013
Nødde/karamel tærte
I går skulle jeg til frokost hos svigermor og tog denne skønne tærte med.
Jeg ELSKER nøddetærte, men det kan være en tidskrævende affære, hvis karamellen skal laves fra bunden.
Denne nøddetærte er hurtig at lave, da jeg har anvendt kondenseret mælk i stedet for at lave karamellen selv. Kondenseret mælk bliver til den lækreste karamel når den bages/koges.
Jeg har anvendt en blanding af hasselnødder, valnødder og mandler, men prøv også pistancie-, pecannødder, usaltet peanuts osv.
Opskriften er set i en tilbudsavis, men jeg kan desværre ikke huske hvilken. Jeg har lavet lidt om og skriver opskriften som jeg har lavet den.
Nødde/karameltærte (8 - 10 pers)
Til bunden
- 180 g mel
- 100 g sukker
- 1/2 tsk bagepulver
- 100 g smeltet smør
- 175 g blandet nødder
- 1 dåse kondenseret mælk (397 g)
- 50 g brun farin
- 2 spsk honning
- 1 tsk vaniljesukker
- Smør et tærtefad. Brug gerne et i stål, så kanterne bliver ekstra sprøde.
- Bland mel, bagepulver og sukker og tilsæt smeltet smør. Denne blanding røres sammen og trykkes ud i tærteformen.
- Bland den kondenseret mælk med brun farin, honning og vaniljesukker.
- Hæld herefter nødderne i mælken blandingen og rør godt rundt.
- Nøddeblanding hældes i tærteformen og den bages i ca. 40 min ved 180 grader f(varmluft). Hold øje med at den ikke brænder på, fordi så bliver karamellen hård.
- Nyd tærten afkølet med cremefraiche eller vaniljeis.
fredag den 11. oktober 2013
Rugbrødsboller
I går fyldte jeg fryseren med disse lækre boller. Et sundere alternativ til almindelig boller.
De er blevet til efter inspiration fra forskellige opskrifter og så fri fortolkning.
De er nemme at lave, men kræver 3 timers hævning samt iblødsætning af knækkede hvedekerner inden bagning. Tilgengæld skal de ikke skal æltes og bare "klattes" ud på bagpladen.
De er bløde og svampet indeni og med en skøn sprød overflade....mums!
Efter et par dage kan de med fordel ristes og/eller varmes op, så får de igen en sprød overflade.
Du kan også bage dobbelt portion og smide resten i fryseren.
God fornøjelse :)
Rugbrødsboller (ca. 18 stk)
- 2 dl knækkede hvedekerner (sættes i blød 2 timer inden anvendelse)
- 3 dl vand
- 3 dl mælk
- 25 g gær
- 1 dl solsikkekerner
- 1/2 dl hørfro
- 1/2 dl græskarkerner
- 3 spsk honning
- 1 spsk salt
- 1 dl grovvalsede havregryn
- 350 g rugmel
- 250 g hvedemel
- Vand og mælk opvarmes i en gryde til det er fingervarmt. Hældes derefter i en skål og gæren opløses heri.
- Tilsæt alle de øvrige ingredienser samt de afdryppede knækkede hvedekerner.
- Dejen slås godt sammen og stilles tildækket til hævning i 3 timer.
- Der formes ca. 18 boller med 2 skeer og læg dem på plader med bagepapir og de bages straks.
- De bages ca. 25 min ved 200 grader varmluft. De er klar, når de er gyldne på toppen og lyder hule når du slår på bunden af dem.
mandag den 7. oktober 2013
Amerikanske cookies med mandler og chokolade med Oreos.
Hov så var der sørme gang i bloggen igen. Håber stadig der er nogen derude, der vil læse med :)
Jeg starter med disse lækre cookies som blev til efter inspiration af CookieCrumbles opskrift.
Da jeg har vundet 5 plader(!!)Marabou med Oreo hos denne blog, så skulle der bages og disse cookies blev rigtig gode med chokoladen i.
Jeg bagte en hel portion til min kære lillebror der er på efterskole og tog dem med på visit hos ham.
Inden mit besøg på efterskolen var omme, var glasset tomt. Han siger, at de er GODKENDT! :)
Opskriften kommer her:
Amerikanske Cookies med mandler og chokolade med Oreos (ca. 20 stk)
- 200 g Marabou chokolade med Oreos (anden chokolade kan sagtens bruges)
- 100 g mandler
- 100 g smør
- 1 æg
- 1/2 tsk bagepulver
- 180 g hvedemel
- 1/2 tsk salt
- 100 g farin
- 50 g sukker
- 2 tsk vaniljesukker
- Mandler og chokoladen hakkes groft.
- Smør og æg piskes sammen.
- Bland mel, bagepulver, salt, farin, sukker og vaniljesukker sammen i en skål og sigt det ned i skålen med smør og æg.
- Vend mandler og chokolade ned i blandingen. Dejen deles i 2 lige store stykker og rulles til 2 pølser i ca. 3 cm tykkelse. Pølserne pakkes ind i husholdningsfilm og sættes på køl i min. en time.
- Herefter skæres de ud i ca. 20 skiver på 1 - 1/2 cm tykkelse. De placeres på en bageplade med bagepapir med 9 cookies på hver plade.
- De bages ved 200 g i 5-10 min. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på. De skal være gyldne i kanten og på toppen. Kagerne køles af på en bagerist og herefter er de klar til servering.
Rigtig god dag derude!
søndag den 6. oktober 2013
"Homemade" tags
Hej derude!
Vil bare lige tippe jer om at I kan købe dette stempel i Søsterne Grene.
Jeg kan ikke stå for det og synes det er hyggeligt at kunne lave sådan et stempel, for eksempel til en værtindegave.
Stemplet + blæk kostede ca. 20 kr og manillamærkerne ca. 7 kr. Synes det er en sød måde at pimpe sit hjemmebag.
Nå, jeg vil gå i køkkenet og bage et eller andet, da jeg har været så heldig at vinde 5 plader Marabou med Oreos hos denne blog. Uhh, the things I could bake.....to the kitchen!!
Abonner på:
Opslag (Atom)