søndag den 20. oktober 2013

Honningristet müsli med kanel





Det er virkelig nemt at lave sin egen müsli og du kan bruge de ingredienser, du har i skabene og bland som du har lyst til. 
Jeg har tilsat kanel men du kan evt. bruge vanilje eller lakrids. 
Denne version går godt til min nye snackbesættelse, skyr med frugt....mmm.
Jeg har ikke skrevet de præcise mængder på, da det er efter smag og behag. 

Honningristet müsli med kanel 

  • Havregryn
  • Hasselnødder 
  • Mandler
  • Græskarkerner
  • Hørfrø
  • Solsikkekerner
  • Honning 
  • Kanel

  1.  Alle ingredienser ristes på panden ved middel varme og der røres jævnligt rundt i blandingen, så den ikke brænder på. Honning og kanel tilsættes efter smag. 
  2. Blandingen køles af og spises sammen med yoghurt, skyr eller som du lyster. 
God fornøjelse og god søndag :) 

mandag den 14. oktober 2013

Nødde/karamel tærte




I går skulle jeg til frokost hos svigermor og tog denne skønne tærte med.
Jeg ELSKER nøddetærte, men det kan være en tidskrævende affære, hvis karamellen skal laves fra bunden.
Denne nøddetærte er hurtig at lave, da jeg har anvendt kondenseret mælk i stedet for at lave karamellen selv. Kondenseret mælk bliver til den lækreste karamel når den bages/koges.
Jeg har anvendt en blanding af hasselnødder, valnødder og mandler, men prøv også pistancie-, pecannødder, usaltet peanuts osv.
Opskriften er set i en tilbudsavis, men jeg kan desværre ikke huske hvilken. Jeg har lavet lidt om og skriver opskriften som jeg har lavet den.

Nødde/karameltærte (8 - 10 pers)

Til bunden
  • 180 g mel
  • 100 g sukker
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 100 g smeltet smør
Til fyldet 
  • 175 g blandet nødder 
  • 1 dåse kondenseret mælk (397 g) 
  • 50 g brun farin
  • 2 spsk honning
  • 1 tsk vaniljesukker  

  1. Smør et tærtefad. Brug gerne et i stål, så kanterne bliver ekstra sprøde. 
  2. Bland mel, bagepulver og sukker  og tilsæt smeltet smør. Denne blanding røres sammen og trykkes ud i tærteformen. 
  3. Bland den kondenseret mælk med brun farin, honning og vaniljesukker. 
  4. Hæld herefter nødderne i mælken blandingen og rør godt rundt. 
  5. Nøddeblanding hældes i tærteformen og den bages i ca. 40 min ved 180 grader f(varmluft). Hold øje med at den ikke brænder på, fordi så bliver karamellen hård.
  6. Nyd tærten afkølet med cremefraiche eller vaniljeis. 

fredag den 11. oktober 2013

Rugbrødsboller



I går fyldte jeg fryseren med disse lækre boller. Et sundere alternativ til almindelig boller.
De er blevet til efter inspiration fra forskellige opskrifter og så fri fortolkning. 

De er nemme at lave, men kræver 3 timers hævning samt iblødsætning af knækkede hvedekerner inden bagning. Tilgengæld skal de ikke skal æltes og bare "klattes" ud på bagpladen.
De er bløde og svampet indeni og med en skøn sprød overflade....mums! 
Efter et par dage kan de med fordel ristes og/eller varmes op, så får de igen en sprød overflade. 
Du kan også bage dobbelt portion og smide resten i fryseren.

God fornøjelse :)

Rugbrødsboller (ca. 18 stk) 

  • 2 dl knækkede hvedekerner (sættes i blød 2 timer inden anvendelse)
  • 3 dl vand
  • 3 dl mælk
  • 25 g gær
  • 1 dl solsikkekerner 
  • 1/2 dl hørfro
  • 1/2 dl græskarkerner
  • 3 spsk honning
  • 1 spsk salt
  • 1 dl grovvalsede havregryn
  • 350 g rugmel
  • 250 g hvedemel
  1. Vand og mælk opvarmes i en gryde til det er fingervarmt. Hældes derefter i en skål og gæren opløses heri. 
  2. Tilsæt alle de øvrige ingredienser samt de afdryppede knækkede hvedekerner. 
  3. Dejen slås godt sammen og stilles tildækket til hævning i 3 timer. 
  4. Der formes ca. 18 boller med 2 skeer og læg dem på plader med bagepapir og de bages straks. 
  5. De bages ca. 25 min ved 200 grader varmluft. De er klar, når de er gyldne på toppen og lyder hule når du slår på bunden af dem. 

mandag den 7. oktober 2013

Amerikanske cookies med mandler og chokolade med Oreos.




Hov så var der sørme gang i bloggen igen. Håber stadig der er nogen derude, der vil læse med :)
Jeg starter med disse lækre cookies som blev til efter inspiration af CookieCrumbles opskrift.
Da jeg har vundet 5 plader(!!)Marabou med Oreo hos denne blog, så skulle der bages og disse cookies blev rigtig gode med chokoladen i.
Jeg bagte en hel portion til min kære lillebror der er på efterskole og tog dem med på visit hos ham. 
Inden mit besøg på efterskolen var omme, var glasset tomt. Han siger, at de er GODKENDT! :)

Opskriften kommer her:

Amerikanske Cookies med mandler og chokolade med Oreos (ca. 20 stk)
  • 200 g Marabou chokolade med Oreos (anden chokolade kan sagtens bruges)
  • 100 g mandler
  • 100 g smør
  • 1 æg
  • 1/2 tsk bagepulver
  • 180 g hvedemel
  • 1/2 tsk salt
  • 100 g farin
  • 50 g sukker
  • 2 tsk vaniljesukker
  1. Mandler og chokoladen hakkes groft. 
  2. Smør og æg piskes sammen.
  3. Bland mel, bagepulver, salt, farin, sukker og vaniljesukker sammen i en skål og sigt det ned i skålen med smør og æg.
  4. Vend mandler og chokolade ned i blandingen. Dejen deles i 2 lige store stykker og rulles til 2 pølser i ca. 3 cm tykkelse. Pølserne pakkes ind i husholdningsfilm og sættes på køl i min. en time.
  5. Herefter skæres de ud i ca. 20 skiver på 1 - 1/2 cm tykkelse. De placeres på en bageplade med bagepapir med 9 cookies på hver plade.
  6. De bages ved 200 g i 5-10 min. Hold godt øje med dem, så de ikke brænder på. De skal være gyldne i kanten og på toppen. Kagerne køles af på en bagerist og herefter er de klar til servering.
 Disse lækre cookies holder sig bedst i en tætlukket kagedåse (hvis ikke de nydes med det samme)

Rigtig god dag derude! 

søndag den 6. oktober 2013

"Homemade" tags



Hej derude!
Vil bare lige tippe jer om at I kan købe dette stempel i Søsterne Grene.
Jeg kan ikke stå for det og synes det er hyggeligt at kunne lave sådan et stempel, for eksempel til en værtindegave.
Stemplet + blæk kostede ca. 20 kr og manillamærkerne ca. 7 kr. Synes det er en sød måde at pimpe sit hjemmebag.




Nå, jeg vil gå i køkkenet og bage et eller andet, da jeg har været så heldig at vinde 5 plader Marabou med Oreos hos denne blog. Uhh, the things I could bake.....to the kitchen!!