mandag den 30. juli 2012

Tøj til salg.....nedsatte priser!

Jeg har i min ferie, haft tid til at rydde op i klædeskabet og har nu fundet noget tøj som jeg gerne vil sælge. Alt tøjet er i god stand og brugt få gange. Se om der er noget du kan bruge:)
Send mig en mail med bud eller skriv i kommentarfeltet.

 Flotte sommersko fra Shoe shi bar str. 38. Kun brugt 2 gange, så de er meget velholdt. Ny pris 300 kr. Din pris 100 kr


"Flagermus" kjole fra Saint Tropez Str. m. Så god som ny. Ny pris 400 kr.  Din pris 100 kr + porto. 


Smuk maxikjole fra TOPSHOP str. 38. (Kan passes af en størrelse 40/large). Brugt få gange. Let chiffon og med snore der krydses på den øverste del af ryggen. Ny pris 800 kr. Sælges til højeste bud.

Cardigan fra Primark str. m. Aldrig brugt.  Mindstepris 40 kr + porto. 

Converse sko str. 37. Fået i gave men de er desværre for små(Jeg er en str. 38).
 De er kun gået i få gange indenfor. 


Kort blondekjole fra ASOS str 38. Aldrig brugt. Nypris 309 kr. Kan ses hos ASOS her
Mindste pris 100 kr + porto.


Buksedragt fra Only i str. m/38. Brugt en gang. 
Bukselængden er 3/4, loose fit med bryderryg, lommer på brystet og med snore i hoften så man kan stramme den lidt ind. Ny pris 350, din pris 100 kr + porto. 


Feminin kjole/tunika fra H&M i str. 38/m. Din pris 50 kr + porto. 

 Hvid sommerkjole fra H&M str. 38. Brugt en gang. Da den sidder løst kan det passes af en str. 36 og 40. Din 50 kr + porto.

Kjole fra Only str. 38. Brugt en gang. Sælges til 50 kr + porto 

Brun kort jakke fra Mango i str. 36. Den er velholdt men et par år gammel. Sælges til 50 kr + porto. Farven er brun, lige som på billede nr. to

 Hvid silkeskjorte fra H&M str. 38. Mindstepris 50 kr + porto.

Hvis du vil have flere billeder eller har spørgsmål, så skriv en mail til mig: Joyusone2000@yahoo.dk

onsdag den 25. juli 2012

Den store hårolie test: Anmeldelse af Berber olie

Jeg har været så heldig at få lov at teste hårolier for Hairpower (læs mere her) og jeg startede med Berber Olie fra Osmo.

Om Berber Olien: Osmo Berber Oil skulle være specielt udarbejdet til at komme tørt, trist og glansløst hår til livs. Den indeholder ligeledes Argan Oil som er rig på vitamin E, altså en kraftig anti-oxidant, som skulle give intens pleje til tørt og ødelagt hår. Yes, lige et produkt til mit hår :)

Udseende: Meget enkelt emballage, som henleder tankerne hen på en medicinflaske. Måske jeg er lidt miljøskadet fra arbejdet, men jeg synes ikke den er så fin at se på og udseendet harmonerer ikke særlig godt med indholdet.

Duft: Den dufter meget frugt-agtig eller måske mere som en pose slik? Stor kontrast til den neutrale og lidt kedelige emballage.
Jeg kan nu godt lide duften, men jeg er også forfalden til produkter, der dufter af meget af "tivoli". En af mine veninder synes der er lidt teenager over den....hmm.

Konsistens og dosering: Det er en fed olie, men den bliver hurtigt absorberet ind i håret og den er nem og styre i håndfladen.  Det tager lige et par gange, før man lærer, hvor meget man skal bruge til sit hår. Jeg synes der skulle en del i mit hår. Det kan selvfølgelig være, at min hår er ekstra slidt og har brug for meget olie, men jeg vil sige at Berber Olien altså IKKE er drøj i brug.

Virkning: På trods af kritik af udseende og dosering, så har mit hår haft rigtig godt af at bruge denne olie. Mit hår har været mere samlet, mindre tørre spidser og fimrehår.
Håret virker gennemfugtet og ved brug af hårolie, så har jeg barberet adskillige minutter af føntørringstiden.
Mit hår har ikke på noget tidspunkt været fedtet, ej heller tynget ved brug af olien. Det har været min største bekymring ved at anvende en fed hårolie.
Jeg synes også der er mere glas i håret og jeg fælder ikke så meget ved gennemredning af håret.
Det er væsentligt, at du anvender olien i håret FØR gennemredning. På denne måde er det nemmere og rede igennem og dermed mere skånsomt for håret.

Alt i alt: Et udmærket produkt med en skøn duft. Mit hår har bestemt haft godt af at bruge Berber Olien. Ingen tvivl om, at denne olie holder hvad den lover og jeg har indset at jeg nu ikke kan undvære hårolie.
Da den ikke er drøj i brug, håber jeg, at kunne finde en anden hårolie, som er et billigere alternativ. Prisen for Berber Olien er 200 kr for 100 ml.


Hvordan har jeg anvendt olien i testperioden? 
Jeg har ikke tidligere brugt hårolie i mit hår og jeg har vasket og føntørre det 4 gange denne uge. 
I den uge, hvor jeg testede olien brugte jeg ikke hårkur eller balsam. 
Jeg anvendte hårolien i i håndklædetørt hår, lige inden jeg skulle føntørre det og inden gennemredning.
Jeg anvendte nogle gange olien til at ligge de små fimre hår ned og give lidt glans.


fredag den 20. juli 2012

Salte mandler


Jeg elsker mandler som snacks. Jeg har tidligere lavet chokolademandler med hvid chokolade (of course) og så lakrids....se her. 
I aften trængte jeg (igen) til en lille snack og så faldt valget på salte mandler.

Jeg bilder mig selv ind, at det er knap så syndigt, som hvis jeg gik amok nede i 7-elevens slikhylde.
Hvis du får lyst til at prøve dem, så kommer opskriften her:

200 g mandler med skal
2 dl vand
1 spsk groft salt, (Jeg brugte Maldon)

Bring vand og salt i kog på en pande. Tilsæt derefter mandlerne og lad vandet koge helt væk. Derefter hældes mandlerne ud på en bageplade og sættes i ovnen ved 150 grader i ca. 20-30 min så mandler bliver tørre.
Tag mandlerne ud og lad dem køle helt af, så de bliver sprøde og lækre.

Opskriften er set hos Tante Grøn

torsdag den 19. juli 2012

Chokoladescones

I går aftens fik jeg spontant lyst til at bage. Den effekt har regnvejr altid på mig.
Så hvad laver man, når ikke har noget i huset og man ikke gider rende ned i supermarkedet?
Jeg gik på jagt i skabene og fandt ud af, at jeg lige havde nok i mit basislager, til at bage chokoladescones.
De gik godt i spænd med en kop kaffe og med mit "How I met your mother"-marathon.....awesome!! Skønt at have ferie :)

Chokoladescones 12 stk

450 g hvedemel
75 g smør
3 1/2 tsk bagepulver
50 g grofthakket chokolade
2 dl mælk
2 æg + 1 til pensling
1/2 tsk salt
4 spsk sukker 

Mel, hakket chokolade, bagepulver og sukker blandes i en skål.
Smørret smuldres ud i melblandingen. Herefter tilsættes æg og mælk. Dejen samles hurtigt med hænderne. Dejen skal være klistret, men den skal kunne rulles ud til en pølse. Brug evt mere mel hvis dejen er alt for klistret. Skær pølsen ud i 12 stykker, hver ca. 3 cm.
Lægges på en bageplade og pensles med æg. Bages ved 175 g i ca. 20 min, til de er lysebrune.

onsdag den 18. juli 2012

I denne uge tester jeg....Osmo Berber Oil

Som jeg skrev i dette indlæg, så har jeg fået en lækker udfordring af Hairpower.
Jeg skal teste, ikke mindre end, 6 hårolier. I denne uge tester jeg denne her:


 Jeg vender tilbage med en anmeldelse inden længe...

tirsdag den 17. juli 2012

Hvid chokolade/lakrids creme

Jeg lavede denne lækre dessert i sidste uge, da jeg skulle til middag hos en god veninde.
Det er en dessert lige efter mit hoved. Kold, cremet, yderst velsmagende og med masser af hvid chokolade. Selvom jeg var propmæt efter en dejlig middag, så gled den her dessert ned uden problemer.

Kombinationen af hvid chokolade og lakrids fejler aldrig. Det kan anbefales, at servere frugt til, da cremen ellers er meget tung.
Jeg forsøgte at lave en omgang råsyltede rabarber, men det lykkedes ikke. De smagte virkelig ikke godt :(
Så jeg måtte haste ud og finde på noget andet. Det blev friske jordbær i stedet for. Det var nu heller ikke dårligt hertil.


Opskriften er fundet i et Alt for damerne blad (nr 21/2011).

Hvid chokolade/lakrids creme (ca. 8 portioner)

5 dl piskefløde
400 g hvid chokolade, fint hakket
3 spsk lakridspulver
5 pasteuriseret æggeblommer
1 kvivspids salt

Ovnen tændes på 140 g. Varm piskefløde og chokolade (ved svag varme) over vandbad, indtil chokoladen er smeltet.
Sæt blandingen til side og lad den køle lidt ned. Rør lakridspulver, æggeblommer og salt i chokolade/flødeblandingen og hæld blandingen i små forme. Sæt formene i et stort, ovnfast fad og sæt det i ovnen. Hæld varmt vand i fadet, så det når 2/3 op af siden på formene og bag cremen i ca. 40-50 min. Den skal føles fast men overfladen må godt bævrer let når du ryster formen. Sæt cremen på køl natten over.
(Note: Det er vigtigt at den er nogenlunde fast, når du tager den ud af ovnen, så cremen ikke bliver flydende. Det blev nogle af mine og det er ikke et hit)

Du kan karamellisere overfladen på den hvide chokoladecreme ved at drysse et tyndt lag sukker på og grille cremen i få minutter i ovnen, indtil sukkeret smelter og bliver gyldent. 

En af de lækreste desserter jeg længe har smagt.....Jeg må snart lave den igen :))

Ingen dessert uden kaffe....
Min veninde havde lavet de chokoladebars jeg bloggede om her

Rigtig god aften til jer :)



fredag den 13. juli 2012

Den store test af hårolie


For et par dage siden, fik jeg tilsendt denne (lidt overvældende) pakke af Hairpower.
Jeg skal i gang med at teste hårolier til den helt store guldmedalje. Ikke mindre end 6 forskellige hårolier, skal jeg teste de næste par uger.

Der var også lidt chokolade i pakken....sweet!
Jeg vil anmelde dem en for en, som jeg bliver færdig med at teste dem. Så I kommer til, at høre om min hårolie-udfordring her sommeren over:) Måske der venter en lille konkurrence, når jeg engang er færdig :))

Rigtig god weekend!




torsdag den 12. juli 2012

Manhatten-style cheesecake (Yndlings cheesecake)



Jeg var til endnu en fødselsdag i tirsdags. Det var en surprise en af slagsen og det var så fedt, at være med til at overraske fødselaren. Fra tidligere vidste jeg, at han er helt vild med denne cheesecake, så den skulle han da også overraskes med. Det er også min yndlings cheesecake og jeg har endnu ikke fundet opskriften på en cheesecake, som kan vippe denne her af pinden. Hvis ikke I har lavet den, så synes jeg I skal prøve. Den er TOP lækker :)


Jeg har tidligere skrevet om den, men den fortjener altså mere omtale. Jeg havde også lavet få ændringer fra sidst, så I får opskriften endnu engang.
Orginalen findes hos Newyorkerbyheart.

Cheesecake (Ca. 10 pers)
200 g digestive kiks, let knuste
75 g hvid chokolade, hakket
75 g mandler med skal
100 g smør, smeltet og afkølet lidt
400 g flødeost naturel eller mascarpone
4 ½ dl creme fraiche 38%
145 g sukker
2 æg
1 stang vanilje 
Hindbærsauce
250 g hindbær
1/4 dl vand
80 g sukker
½ stang vanilje
lidt citronsaft
1 spsk. maizena
1 spsk. varmt vand
Kom let knuste kiks og hele mandler i en foodprocessor og kør til kiksene er knuste, men mandlerne må gerne være lidt chunky. Hæld det i en skål. Tilsæt hakket chokolade og det smeltede smør, rør det sammen, så smørret er ligeligt fordelt i kikse-massen. Hæld blandingen i en let smurt springform og pres det godt sammen. Kom flødeost, 2 æg, 85 g sukker og korn af ½ stang vanilje ned i en skål og det blendes til det er en glat masse(jeg brugte stavblender).
Hæld det over kiksebunden og sæt i en forvarmet ovn ved 190 grader i ca. 20 minutter, eller til massen er lidt stivnet. Tag den ud af ovnen og lad den køle en anelse af. Lad ovnen være tændt. Bland creme fraiche med 60 g sukker og korn af ½ stang vanilje. Hæld det ud over kagen og stil den tilbage i ovnen i endnu 10 minutter. Lad kagen køle lidt af, inden den sættes i køleskab i ca. 6-8 timer eller natten over.

Hindbærsauce:
Kom hindbær i en gryde sammen med vand, vaniliekorn og den tomme ½ vaniljestang. Varm det langsomt op til det kommer i kog, tilsæt sukker, og lidt citronsaft. Lad det koge i ca. 5 minutter og smag til. Pisk maizena ud i det varme vand og kom det i hindbær under omrøring, lad det koge igennem ½-1 minut. Fisk den halve stang vanilje op og lad det så køle af. Når det er koldt, lægges det på den kolde cheesecake og så er den klar til servering.

Holdbarheden på denne cheesecake er ca. en uge,  men så længe plejer den nu aldrig at stå, inden den bliver spist op :)



tirsdag den 10. juli 2012

No-bake berry cheesecake



Min lillebror fyldte år i går og derfor lavede jeg denne kage til fødselsdagsselskabet.
Jeg tænkte, at jeg ikke ville lave en lagkage, da det kunne blive lidt for meget i sommervarmen. (Det viste sig ikke at være et problem, da det regnede hele dagen...hmm).
Alligevel er jeg glad for, at valget faldt på denne lækre cheesecake, som er nærmere en islagkage end en cheesecake. Virkelig lækker og fuld af smag. Yderst lækkert med Oreo-kiksebund....mmm, det må jeg altså prøve igen. 

Den var ved at smelte inden jeg fik taget billedet, men synes I skulle se det ekstra lag Oreos :)
Den passer perfekt til årstiden, da der skal bruges mange bær til opskriften og de er heldigvis nemme at finde lige for tiden. Jeg har lavet få ændringer og jeg skriver opskriften, som jeg lavede den.
Den orginale opskrift er fundet hos Call me cupcake!

No-bake berry cheesecake (ca. 10 pers)

Oreo-kiksebund
150 g oreos
50 g smeltet smør
ca. 7-8 ekstra oreos (til mellem de 2 lag)

De 150 g Oreos knuses i en foodproccesor eller lign og kør til de er fint malede. De knuste kiks blandes med smeltet smør. Beklæd bunden af en springform med husholdningsfilm og pres kiksemassen ned i en springform(min springform er ca. 22 cm i diameter).
Smid den i fryseren, mens du forbereder cheesecake-fyldet.

Cheesecake
300 g flødeost
250 g ricotta
4 dl fløde 
1 1/2 dl sukker 
Skal fra en halv øko citron
1/2 tsk vaniljesukker

100 g jordbær
150 g hindbær og blåbær

Pynt: Friske bær (Jordbær, blåbær, kirsebær eller hvad du nu har lyst til)


Rør flødeost, ricotta, fløde, sukker og citronskal sammen i en stor skål. (Jeg brugte stavblender)
Så har du den grundlæggende cheesecake-blanding.
Blend jordbær i en foodprocessor eller lignende og kør til det er en frugtpuré.
Rør jordbær-puren sammen med halvdelen af cheesecake-blanding. Hæld denne jordbær/cheesecake masse over oreo-bunden og læg den i fryseren i min. 30 minutter. (Jeg lod den være der i 50 min).
Når kagen er nogenlunde fast, tages den ud. Du skiller de resterende 8 stk Oreos i to dele og fordeler dem udover jordbær/cheesecaken.
De resterende 150 g blandet hindbær og blåbær køres i foodprocessor til en frugtpure og røres sammen med resten af cheesecake-blandingen. Denne masse fordeles udover det nye Oreos lag.
Kagen dækkes til og fryses i minimum 6 timer, men gerne natten over. Den skal tages op ca. 40 min før servering og pyntes med friske bær


torsdag den 5. juli 2012

Chokoladebars med lakrids


I går lavede jeg disse treats til mine kollegaer, da jeg synes vi skulle have lidt godt at hygge os med i nattevagten. Opskriften er fundet hos den kreative CookieCrumble (elsker hendes blog!).
Synes også jeg vil dele den med jer, da de smager SKØNT og de var yderst populære :)


Chokoladebars med lakrids ca. 18 stk 

300 g mælkechokolade
100 g mørk chokolade
1 pose Haribo Rotella (ca. 175 g)
15 Mariekiks, groft knust.

Chokoladen smeltes over vandbad. Imens knuses kiksene groft i en pose. Lakridserne klippes i små stykker og så vendes kiks samt lakridserne i den smeltede chokolade. Det hele hældes over i et fad beklædt med bagepapir. (Jeg brugte et fad der var 24 x 18 cm) Det stilles på køl i ca. en times tid til hele massen er størknet og godt kold.
Vend den store bar ud af fadet og bagepapiret og skær derefter ud i ca. 18 mindre mundrette stykker.


Nyd disse lækre chokolade barer med en god kop kaffe, men pas på, for det ene stykke bliver hurtigt til to som bliver hurtigt til......ups, nu er der ikke flere:)



onsdag den 4. juli 2012

Cafebesøg hos Langhoff & Juul

I går var jeg ude og spise frokost med en god veninde. Vi skulle egentlig have været på en anden cafe, men kommer forbi den nyåbnede Langhoff & Juul i Guldsmedgade og vi kunne ikke lade være med at kigge ind.


Vi blev hurtigt enige om, at her skulle vi spise frokost. Vi blev budt varmt velkommen og sætter os i de flotte lokaler. Indretningen er super flot. Rustik nordisk stil, men stadig en meget varm atmosfære.
Der var så mange fede møbler og nips ting derinde. Jeg havde lyst til, at tage meget af deres interiør med hjem:) De havde også en hyggelig gårdhave, som man kunne sidde i.
Min veninde fik brunch og jeg fik en salat med kylling. Jeg har desværre ikke billeder af maden, men det smagte virkelig godt og var mættende. Alle råvarer er økologiske.


Vi delte en kage til dessert og fik en lækker kop kaffe, som var tilberedt med pour over metoden.  Det smagte også dejligt. Jeg har intet negativt at sige og som et stort plus, så er betjeningen venlig, opmærksom og hjemmelig. Alt i alt havde vi en super frokost og blev enige om, at der ikke skal gå længe inden vi besøger Langhoff & Juul igen.